Tanker i en Coronatid (2) – En hilsen fra Per

Hverdagen fik pludselig en anden rytme. Min arbejdsplads i Sallings bogafdeling måtte lukke ned indtil virustilstanden er ovre. Beslutningen var inderst inde ventet.
Heldigvis er der nok at tage sig til. Når det er muligt for mig, går jeg en tur. Bruger tiden udendørs til at samle henkastet affald. Tager selvfølgelig mine forbehold mht. afstand, handsker og håndsprit.
I disse Corona-tider har andre haft samme tanke som mig. Prøv bare at følge med på Facebook under #skridtogskrald. Spændt på om det fortsætter efter Corona er ovre – og hvilken betydning det får for miljøet.
Til daglig er jeg frivillig i Randers Rydder Op, samt Randers Cykelklub
Billederne er fra Bækkestien og hunden Coco er min, som ofte er med.
Mange hilsner
fra
Per

Pers hund, Coco, er med på tur.

Per tager skraldet. Han er bl.a. frivillig i Randers Rydder op. Du kan følge Randers Rydder Op på Facebook.

——————–

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en coronatid (1)

Hold nu op! Så blev verden lige HELT anderledes på ganske få dage. Det er simpelthen så frygteligt, det der sker lige nu. Og vi må bare læne os tilbage, håbe på det bedste, og ellers bare gøre som vi får besked på af myndighederne. Men for dælan, hvor er det svært at sidde herhjemme og bare vente. Vente på at tingene bliver normale igen. Hvis de da nogensinde gør det? Det bliver i hvert fald nok aldrig det samme. Vi vil have en tid før og efter Corona-krisen.

Vi lukkede Frivilligværket ned med det samme, og efter ganske få dage besluttede vi også at lukke Frivillighedens Hus ned. Det er beklageligt for de foreninger, der skulle have brugt huset, men mit indtryk er nu, at de fleste alligevel havde aflyst deres aktiviteter.

Ingen var jo forberedte på denne tilstand, heller ikke os. Så derfor måtte vi pludselig til at tænke nyt. Vi holder personale-online-møder et par gange om ugen og er ellers i daglig kontakt via Messenger. Jeg må bare opfordre til, at I ude i foreningerne gør det samme. Hold nu kontakt med hinanden, og hvis I har mulighed for det, så hold kontakt med målgruppen. Det er i tider som disse, at vores sårbare borgere virkelig har brug for det store arbejde, I laver. Hvis I ikke kan ses med jeres medlemmer/brugere/borgere fysisk, så find på noget andet. Lad dem vide, at I stadig er der og tænker på dem. Vi hjælper gerne med til at formidle alle jeres gode tiltag og idéer. Vi forsøger at skabe en samlet liste over alle de hjælpeforanstaltninger, der allerede er og de nye, der opstår ude i Randers og opland.

Vi vil også gerne høre fra jer? Hvad får I tiden til at gå med? Send os gerne et par ord og billeder, som vi kan videreformidle. Det er så vigtigt at vise, at vi stadig er i gang rundt omkring på trods af de kedelige omstændigheder. Og det kan måske inspirere andre til at gå i gang med noget?

Jeg håber, at vi snart kan se en ende på det her, men jeg frygter, at vi vil se aflysninger af alverdens ting langt hen på sommeren, desværre. Men uanset, så hold gang i fællesskaberne rundt omkring. Vi vil gøre vores til at hjælpe jer.

Husk, at I kan kontakte os telefonisk og på mail. Vi kan også sagtens sætte et onlinemøde op, hvis I skulle have brug for råd og vejledning. Kaffe må I bare selv stå for det næste stykke tid.

 

Pas på jer selv og jeres omgivelser.

Louise // Centerleder 

 

Skriv til os på:

louise@frivilligvaerket.dk // annemette@frivilligvaerket.dk // birgitte@frivilligvaerket.dk