Tanker i en Coronatid (7) – Coronabekymringer fra en pædagog


Jeg følger meget de sociale medier. Og imellem alle de opslag der er, er det, der sætter mine tanker i spil, helt særligt den store frygt for at legen forsvinder… den spontane, den ikke planlagte leg, den frie leg, der opstår af lyst både mellem børnene og mellem de voksne.

Jeg er helt nyuddannet pædagog ansat i en helt fantastisk nærværende vuggestue. Legepladsen er opdelt, og de vilde lege er ikke helt tilstede. Børnene spejder efter voksne på den forkerte side af hegnet, de spejder længselsfuldt efter at deltage på den anden side af hegnet, sammen med andre end dem de er i gruppe med. Selvom vi pædagoger har lavet deres grupper ud fra bedste intentioner og med kendskab til deres legerelationer, så begrænses de. Jeg frygter, at den i forvejen spæde fantasifulde leg får et kæmpe knæk. At den gradvist forsvinder. Især fordi fantasi lege ikke skal begrænses men tværtimod have de frieste rammer. Børnene undrer sig og accepterer fuldt ud det, vi gør… de protesterer umiddelbart kun over det forfærdelige kolde vand, de skal vaske hænder i udenfor… enkelte børn er intet mindre end fantastiske og forcerer hegnet, kaster legetøj over til den anden gruppes del af legepladse,  og jeg elsker dem for det, for dette er skisme det mærkeligste nogensinde.

Jeg er selv mor til et meget fantasifuldt barn på 6 år, der nærmest bygger alt, forestiller sig alt muligt i sine lege og fuldstændig glemmer, hvor han er, fordi han er i legen med hele sin krop og sit sind. Nu forstyrres han af kommentaren “husk at holde afstand” fra en – helt sikkert velmenende pædagog… Men det, han husker fra dagen, var, at han skulle holde afstand, når han legede med sine helt nye venner i hans førskole… det er hjerteskærende. Pædagoger søger på de sociale medier om kontakfrie lege… say what!!??!! Børn skal være børn, de skal ikke belemres med os voksnes frygt eller til tider absurte retningslinjer fra sundhedsstyrelsen. Altså jeg nægter lidt at slukke legen med “hold nu afstand lille Alberte”… Jeg skælder ikke ud, når ungerne protesterer over det skide kolde vand og øhm… Jeg smågriner også, når de forcerer hegnet (alt imens jeg er tvunget til at få dem tilbage på den “rigtige” side af hegnet) og børnene  gang på gang og tramper i jorden, fordi derovre på en anden side så de noget – de fik en PISSEgod idé til noget, de ville. Jeg ønsker, at bibeholde min tillid til børns ret til fri leg og frie valg til hvor, de ønsker at lege. Også selvom Covid19 huserer derude. Alt imens jeg glæder mig over normeringen, som pt er som den burde være, hvor børnene har min fulde opmærksomhe,  og der ikke hele tiden er noget praktisk jeg skal klare, det er allerhøjest en ble, der skal skiftes, der forstyrre lidt… i hvertfald der hvor jeg er… ikke der hvor min yngste søn er… Der kan man bare se der veksles konstant imellem frygt og glæde i denne tid.
Kærlig hilsen
“Elefanten i covid19-glashuset”
Malou

 

 

 

 


Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en Coronatid (6) – Lego, leverpostej og stejle læringskurver på hjemmekontoret

For fem uger siden blev Danmark lukket ned, og mit hjem blev omdannet til hjemmekontor, børnehave og vuggestue i en kaotisk og hyggelig pærevælling.

Min kæreste, min dreng på 4,5 år, min datter på 1 år og jeg selv blev ramt af en ny hverdag. Alle bolde skulle kastes op i luften og gribes igen.

Børnehavebarnet har virkelig nydt ikke at skulle ud af døren om morgenen.

  • Han har rendt rundt i underbukser indtil midt på dagen og bygget ildspyende biler af legoklodser.
  • Han har næsten hoppet hul i vores havetrampolin.
  • Han har fået lov til at binge tegnefilm på Netflix som aldrig før.

Dog kan han ikke forstå, at vi ikke skal have gæster eller på besøg hos folk, som vi ellers så ofte gør. Vi har fortalt ham, at alle skal blive hjemme, fordi der er en ekstra slem forkølelse på spil. Heldigvis har han ikke stillet de store opklarende spørgsmål.

Min datter nåede at gå i vuggestue i to måneder før institutionerne lukkede, og for hende har disse uger været ekstra barsel, som hun har nydt i fulde drag. Hun har turbokravlet og udforsket alle hjørner i vores hjem, med pludren på højeste volumen.

Denne tid har på mange måder været en kæmpe gave. I en normal hverdag ser vi kun ungerne i et par timer om morgenen og tre, fire stykker om eftermiddagen inden de skal se dyner. En hel unik og enestående mulighed for at være sammen uden at skulle ud af døren og på arbejde, i børnehave, i vuggestue, til legeaftaler, familiefødselsdage og hvad har vi. Men for fanden, hvor har det også været hårdt!

Min kæreste og jeg har været på noget af en klatretur op ad en stejl læringskurve. Med tiden har vi finpudset vores evne til at passe vores arbejde og samtidig sørge for, at ungerne har kunnet opretholde en overskuelig og hyggelig hverdag. Nemt har det ikke været. Den dårlige samvittighed har luret, når vi ofte har været 50 % forældre og 50 % medarbejdere i stedet for at være fuldt fokuseret på en af delene. Heldigvis er vi begge velsignede med arbejdsgivere, der forstår vores udfordring og et hold bedsteforældre, der har givet ungerne luftforandring ved skov og strand.

Efter den første uge indførte vi morgensamling a la børnehaven, for ikke at smide alle de dagligdags rutiner ud af vinduet. Vi ville give vores dreng noget genkendelighed og en mulighed for at pejle sig ind på dagens program.

Hver morgen og formiddag har været afsat til leg og hygge, og når lillesøster sover middagslur har vi arbejdet igennem, mens børnehavebarnet har været tryllebundet af en skærm. Om eftermiddagen har vi været ude efterfulgt af arbejdstid på skift, og computeren er ofte blevet tændt igen efter puttetid.

Og…. Netop som vi havde vænnet os til den nye karantænehverdag, åbner samfundet så småt op for de små. Mine unger skal ud af døren, mens min kæreste og jeg fortsætter på hjemmekontoret. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være vuggestue- og børnehavebarn i disse restriktionstider med stort hygiejnefokus og kødannelse ved aflevering/afhentning i institutionens hoveddør. Jeg er dog ikke i tvivl om, at pædagogerne kommer til at gøre det super godt. De har min dybeste respekt.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til foreningslivet og dermed Frivilligværket og Frivillighedens Hus kan åbne igen. Indtil da vil jeg nyde roen på hjemmearbejdspladsen.

 

Vi ses på den anden side

Anne-Mette // kommunikationsmedarbejder

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en Corantid (5)

Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvordan det hele står til for tiden. Vi får at vide, at vi befinder os på den rigtige kurve. Ovenikøbet lader det til, at vi har formået at lave kurven endnu mindre stejl end forventet. Det er jo skidegodt. Så begynder vi lige så stille at glæde os. Danmark er begyndt på en forsigtig genåbning. Min datter er faktisk begyndt i skole igen. Alt det er jo meget godt.

Men der er tanker, der trænger sig på. Burde vi have startet med at sende de små afsted? Hvornår kan jeg begynde min normale arbejdsdag igen? Hvornår kan foreningerne starte deres normale virke op igen? Hvornår kan vi hjælpe foreningerne som normalt igen? Kan vi hjælpe allerede nu? Hvad har foreningerne egentlig brug for? Kommer vi til at afholde de arrangementer vi har i støbeskeen det næste halve år?

Og det mere egoistiske – kommer jeg på sommerferie i Italien?

Bliver det nogensinde ”normalt” igen?

Samtidig med at vi fortæller hinanden, at vi stadig skal passe på, og at det er vigtigt at holde afstand og spritte hænder, så er Bilka fuld af mennesker, folk står tæt ved grøntdisken, de mindre butikker begynder at åbne forsigtigt op igen og forårsvejret er på vej. Men hvad for det af betydning?

Jeg tror, vi alle går med vores egne tanker og måske bekymringer om vores nye hverdag, og ingen har jo svarene. Det er faktisk nok det, der frustrerer mest. At ingen kan sige, hvornår (og om) det bliver normalt igen. Uvisheden kan være svær at være i. Jeg forsøger derfor at lægge de tanker væk. Det er for dumt at bruge energi på at bekymre sig om noget, jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på.
Nu handler det virkelig om at være i nuet og bare være. At tage hver dag som den kommer og indrette vores liv efter de dessiner, vi får fra myndighederne. Det kræver måske noget tilvænning for nogle, men jeg er ret sikker på, at det kan gavne os, når vi kommer på den anden side. For det gør vi. Ingen ved bare hvornår.

 

Men det må gerne være snart.

 

Indtil da – stay at home!

Louise // Centerleder

 

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en Coronatid (4) – En Karantæne-køter taler ud

SHIT!

Der er sket noget. Intet er som det plejer. En ny rutine har overtaget vores hjem.

Hun lader mig aldrig alene. Hun er her hele tiden …

 

Når jeg stirrer ud i haven.

Når jeg sover.

Når jeg slikker mig i skridtet.

Når jeg gør af naboens kat.

 

Èt er at have hende rendende i weekenderne … men tre uger i streg! TRE HELE UGER!!! Hvornår får det en ende? Min alene-tid er ikke-eksisterende, og privatliv er blevet et fremmedord her på matriklen. Jeg bliver kælet for og nusset med, så jeg er begyndt at frygte pletvis skaldethed. Det er jeg slet ikke bygget til. Jeg er mere L’oreal-typen med langt lækkert hår, der kan blafre i vinden.

 

Faktisk ved jeg ikke hvad, der er mest krænkede. Mit manglende privatliv eller det faktum, at jeg bliver revet ud af min daglige rutine med at stirre, sove, slikke og gø. Og hvorfor bliver jeg revet ud af denne rutine, tænker du måske? Det gør jeg gudhjælpemig for at blive slæbt med ud på den ene gåtur efter den anden. Hele tiden og så igen. Så lad mig dog være, kvindemenneske! Tre gåture om dagen og et par tisseture i haven må være mere end rigeligt. Men næh nej. Nu kan hun ikke gå i postkassen uden, at jeg skal slæbes med. Okay, jeg ved godt, at der er hele 25 meter fra hoveddør til postkasse (vi bor på trods alt helt derude, hvor vi er lige ved at vippe ud over kommunegrænsen), men burde hun ikke selv kunne klare det i hendes alder? Skal jeg være bekymret?

 

Nåh, ja! Så har jeg slet ikke fortalt om det værste. Kattene! Normalt er døren lukket op til deres domæne på første sal, når vi er alene hjemme. Men i TRE HELE UGER har døren stået åben. Det vil altså sige, at de firbenede dødsfælder bare kan vade rundt i hele huset og gøre lige hvad, der passer dem. Så når jeg endelig kan snige mig til at tage en lur, må jeg sove med et øje åbent. De to loppebefængte dræbermaskiner kan man ikke stole på, og jeg skal ikke nyde noget af at sidde i modtagerenden af et af deres lynangreb. Nej, så vil jeg alligevel hellere med en tur med ud til postkassen.

 

I bund og grund er mit liv vendt fuldstændig på hovedet. Dog har jeg lært nye ord som corona og karantæne. Men de udløser ikke godbidder, så faktisk tillægger jeg ikke disse ord megen værdi. Det gør jeg til gengæld med ord som privatliv og alene-tid. Så jeg håber altså snart, at vi kan vende tilbage til normale tilstande. Jeg længes efter de stille stunder i mit eget selskab uden ømme poter og konstant årvågenhed overfor angreb fra pels-ninjaerne. Giv mig tiden tilbage, hvor jeg i ro og mag kunne stirre ud i haven, sove, slikke mig i skridtet og gø af naboens kat.

 

Mit liv er fuld af nus og nærvær. Det tangerer jo til dyremishandling. Someone call WWF! Ring til Dyreværnet! Dyrenes Beskyttelse! WSPA! ANIMA! Pindsvinevennerne i Danmark! Gør noget! Bare et eller andet! Inden jeg planter mit ellers så fine (men dog dødbringende) tandsæt i en eller andens inderlår!

Jeg håber dette får en ende snart – inden jeg popper ud af pelsen af ren frustration. Men indtil da:

 

Stay safe – give your pet some privacy!

Kh Karantæne-køteren

 

 

 

 

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

 

Tanker i en Coronatid (3)

I dag er det tre uger siden, Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. På en måde er tiden gået vildt hurtig, men samtidig også det stik modsatte. Jeg plejer egentlig at trives meget godt i mit eget selskab, og jeg går ikke sådan rundt og bliver ensom. Men jeg kunne, efter ret få dage, faktisk godt mærke en ændring i mit humør. Det er ikke så meget dét, at jeg går rundt alene. Det er mere dét, at muligheden for at se andre mennesker ikke er der. Dét gør mig lidt småskør. Jeg føler mig berøvet for min frihed. Det gør vi vel alle for tiden. Det er jo ikke specielt for mig. Men jeg troede faktisk, at jeg sagtens ville kunne leve med at skulle være isoleret på denne måde i længere tid.

Det er lidt ligesom, jeg har det med slik og chips. Hvis jeg ved, at det er til rådighed i et skab eller en skuffe, så kan jeg sagtens lade det ligge, men hvis ikke det er i huset, så begynder jeg at hungre efter det. Sådan har jeg det med det fysiske møde med andre mennesker. Jeg behøver det ikke hvis jeg ved, at jeg altid kan opsøge det, når jeg har lyst. Men lige nu hvor ingen må ses med hinanden i levende live, så mangler jeg det.

Jeg mangler at kramme mine kolleger på kontoret godmorgen, når de møder ind om morgenen. Jeg mangler at småsludre lidt med Karoline i Lagkagehuset, når jeg henter kaffe. Jeg mangler at se alle de andre biler på vejene om morgenen. Jeg mangler at se liv i byen, og jeg mangler at gå ud at spise. Fællesskabet.

Og selvom jeg til dels oplever at mangle fællesskabet, så ved jeg, at det er der. Det mærker jeg jo hver eneste dag. Det er bare på en anden måde, at fællesskabet er til stede nu. Det er virtuelt. Online.
Så der er ingen tvivl om, at der venter en anden verden, når vi er kommet på den anden side. Måske en bedre én af slagsen?

Indtil da vil jeg lægge et nyt puslespil eller ti, drikke noget mere alenekaffe, holde nogle flere onlinemøder, drikke vin mens jeg kigger på de andre gennem skærmen og kramme dem jeg holder af og kan komme tæt på.

Stay at home!

Louise // Centerleder

 

 

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk