Tanker i en Coronatid (7) – Coronabekymringer fra en pædagog | Frivilligcenter

Jeg følger meget de sociale medier. Og imellem alle de opslag der er, er det, der sætter mine tanker i spil, helt særligt den store frygt for at legen forsvinder… den spontane, den ikke planlagte leg, den frie leg, der opstår af lyst både mellem børnene og mellem de voksne.

Jeg er helt nyuddannet pædagog ansat i en helt fantastisk nærværende vuggestue. Legepladsen er opdelt, og de vilde lege er ikke helt tilstede. Børnene spejder efter voksne på den forkerte side af hegnet, de spejder længselsfuldt efter at deltage på den anden side af hegnet, sammen med andre end dem de er i gruppe med. Selvom vi pædagoger har lavet deres grupper ud fra bedste intentioner og med kendskab til deres legerelationer, så begrænses de. Jeg frygter, at den i forvejen spæde fantasifulde leg får et kæmpe knæk. At den gradvist forsvinder. Især fordi fantasi lege ikke skal begrænses men tværtimod have de frieste rammer. Børnene undrer sig og accepterer fuldt ud det, vi gør… de protesterer umiddelbart kun over det forfærdelige kolde vand, de skal vaske hænder i udenfor… enkelte børn er intet mindre end fantastiske og forcerer hegnet, kaster legetøj over til den anden gruppes del af legepladse, og jeg elsker dem for det, for dette er skisme det mærkeligste nogensinde.

Jeg er selv mor til et meget fantasifuldt barn på 6 år, der nærmest bygger alt, forestiller sig alt muligt i sine lege og fuldstændig glemmer, hvor han er, fordi han er i legen med hele sin krop og sit sind. Nu forstyrres han af kommentaren “husk at holde afstand” fra en – helt sikkert velmenende pædagog… Men det, han husker fra dagen, var, at han skulle holde afstand, når han legede med sine helt nye venner i hans førskole… det er hjerteskærende. Pædagoger søger på de sociale medier om kontakfrie lege… say what!!??!! Børn skal være børn, de skal ikke belemres med os voksnes frygt eller til tider absurte retningslinjer fra sundhedsstyrelsen. Altså jeg nægter lidt at slukke legen med “hold nu afstand lille Alberte”… Jeg skælder ikke ud, når ungerne protesterer over det skide kolde vand og øhm… Jeg smågriner også, når de forcerer hegnet (alt imens jeg er tvunget til at få dem tilbage på den “rigtige” side af hegnet) og børnene gang på gang og tramper i jorden, fordi derovre på en anden side så de noget – de fik en PISSEgod idé til noget, de ville. Jeg ønsker, at bibeholde min tillid til børns ret til fri leg og frie valg til hvor, de ønsker at lege. Også selvom Covid19 huserer derude. Alt imens jeg glæder mig over normeringen, som pt er som den burde være, hvor børnene har min fulde opmærksomhe, og der ikke hele tiden er noget praktisk jeg skal klare, det er allerhøjest en ble, der skal skiftes, der forstyrre lidt… i hvertfald der hvor jeg er… ikke der hvor min yngste søn er… Der kan man bare se der veksles konstant imellem frygt og glæde i denne tid.

Kærlig hilsen

“Elefanten i covid19-glashuset”

Malou