… i sidste blogindlæg spurgte Louise mig, hvad jeg savner allermest lige nu.

Svaret behøver jeg ikke tænke længe over. Det jeg savner allermest lige nu, er mine kolleger! Nøj, hvor jeg savner mine kolleger. Jeg savner både den faglige sparring, men jeg savner også de gode grin, hyggesnakken og de sjove bemærkninger, der flyver gennem kontoret.  Jovist, vi holder da online møder og bruger messenger – men det er bare ikke det samme. De digitale medier er geniale, men de kan ikke erstatte dét at være tilstede i samme tid og rum.

Selvfølgelig arbejder vi stadig sammen – hver for sig. Og hjemmekontoret har da også sine fordele. Hunden under skrivebordet, frokost pause i sofaen, afslappet påklædning (i hvert fald på den del af kroppen, der ikke kan ses online). Men jeg savner stadig mine kolleger. Jeg savner, at vi kan råbe “hurra” og fejre en succes. Jeg savner, at vi kan råbe “for h*lvede”, hvis tingene kikser. Jeg savner mine kollegers opbakning – og jeg savner at kunne bakke dem op. LIVE! I LEVENDE LIVE!

Men vi er her stadig – vi arbejder sammen (hver for sig), og hjælper vores medlemsforeninger så godt vi kan – på afstand. Vi gør det så godt, vi kan, i denne uvante situation. For selvom det snart har stået på et år, er det jo stadig uvant. Vi er ikke vant til at nøjes, længes og undvære hinanden så længe. Det er ukendt farvand for os alle – og vi sejler uden kompas.

… men det er ofte i sådanne situationer, man lærer noget nyt om sig selv. Så med spørgsmålet “Hvad har du lært om dig selv det sidste års tid?” … giver jeg stafetten videre til Anne-Mette.

Pas på jer selv – og husk det bliver godt igen.

Kh

Birgitte

PS: Dette blogindlæg er skrevet af egen fri vilje og uden trusler fra cheften. 😉

Vi er her stadig…

Midt i coronaboblen. Jeg har, måske som så mange andre, gået de sidste måneder og tænkt, at i næste uge ser det bedre ud. Det gjorde det bare ikke lige. Det er så underligt for på den ene side synes jeg, at tiden går så uendelig langsomt, når verden er gået i stå og landet er mere eller mindre lukket ned.

Men på den anden side så kan jeg næsten ikke fatte at det allerede er 10 måneder siden, at coronaen for alvor ramte vores land. Der er sket en masse. Måske ikke lige alt det vi havde forestillet os, der skulle ske, men i hvert fald en masse. Det er også forskelligt, hvordan vi hver især reagerer på de omstændigheder vi nu er fanget i. Nogle bliver kreative, nogle bliver kede af det og ensomme og andre igen nyder, at der nu pludselig er tid til fordybelse og til at tage sig af sig selv.

Uanset hvordan man kommer igennem dagene, så tror jeg at vi alle lider en eller anden form for afsavn. For mig er der flere ting, der gør sig gældende. Jeg savner virkelig at spise ude. Jeg savner også fester. Det er lidt underligt, for det er jo ikke sådan, at mit liv bare har været fuld af fest lige indtil coronaen, så måske det egentlig bare er fordi vi ikke må, at jeg savner det? Jeg savner også at gå en tur gennem byen, ose lidt, måske shoppe, og opleve stemningen når der er folk på gaden. I går sendte Birgitte, Anne-Mette og jeg, et billede, der var taget kl 15 i midtbyen. Der var helt tomt og trist. Det er fandme træls at være vidne til. Men nu kommer foråret og med den følger varmen og solen, og vupti lige om lidt er det sommer og coronaen er væk og vi kan igen gøre som vi plejer. Det glæder jeg mig til.

Med dette vil jeg sende stafetten videre til dig Birgitte… Hvad savner du allermest lige nu?

Kh

Louise

Corona-Randers kl. 15.00 en tilfældig tirsdag i januar 2021.