Tanker i en Coronatid (9) – Birgitte

… i sidste blogindlæg spurgte Louise mig, hvad jeg savner allermest lige nu.

Svaret behøver jeg ikke tænke længe over. Det jeg savner allermest lige nu, er mine kolleger! Nøj, hvor jeg savner mine kolleger. Jeg savner både den faglige sparring, men jeg savner også de gode grin, hyggesnakken og de sjove bemærkninger, der flyver gennem kontoret.  Jovist, vi holder da online møder og bruger messenger – men det er bare ikke det samme. De digitale medier er geniale, men de kan ikke erstatte dét at være tilstede i samme tid og rum.

Selvfølgelig arbejder vi stadig sammen – hver for sig. Og hjemmekontoret har da også sine fordele. Hunden under skrivebordet, frokost pause i sofaen, afslappet påklædning (i hvert fald på den del af kroppen, der ikke kan ses online). Men jeg savner stadig mine kolleger. Jeg savner, at vi kan råbe “hurra” og fejre en succes. Jeg savner, at vi kan råbe “for h*lvede”, hvis tingene kikser. Jeg savner mine kollegers opbakning – og jeg savner at kunne bakke dem op. LIVE! I LEVENDE LIVE!

Men vi er her stadig – vi arbejder sammen (hver for sig), og hjælper vores medlemsforeninger så godt vi kan – på afstand. Vi gør det så godt, vi kan, i denne uvante situation. For selvom det snart har stået på et år, er det jo stadig uvant. Vi er ikke vant til at nøjes, længes og undvære hinanden så længe. Det er ukendt farvand for os alle – og vi sejler uden kompas.

… men det er ofte i sådanne situationer, man lærer noget nyt om sig selv. Så med spørgsmålet “Hvad har du lært om dig selv det sidste års tid?” … giver jeg stafetten videre til Anne-Mette.

 

Pas på jer selv – og husk det bliver godt igen.

 

Kh

Birgitte

 

PS: Dette blogindlæg er skrevet af egen fri vilje og uden trusler fra cheften. 😉