Tanker i en Coronatid (9) – Birgitte

… i sidste blogindlæg spurgte Louise mig, hvad jeg savner allermest lige nu.

Svaret behøver jeg ikke tænke længe over. Det jeg savner allermest lige nu, er mine kolleger! Nøj, hvor jeg savner mine kolleger. Jeg savner både den faglige sparring, men jeg savner også de gode grin, hyggesnakken og de sjove bemærkninger, der flyver gennem kontoret.  Jovist, vi holder da online møder og bruger messenger – men det er bare ikke det samme. De digitale medier er geniale, men de kan ikke erstatte dét at være tilstede i samme tid og rum.

Selvfølgelig arbejder vi stadig sammen – hver for sig. Og hjemmekontoret har da også sine fordele. Hunden under skrivebordet, frokost pause i sofaen, afslappet påklædning (i hvert fald på den del af kroppen, der ikke kan ses online). Men jeg savner stadig mine kolleger. Jeg savner, at vi kan råbe “hurra” og fejre en succes. Jeg savner, at vi kan råbe “for h*lvede”, hvis tingene kikser. Jeg savner mine kollegers opbakning – og jeg savner at kunne bakke dem op. LIVE! I LEVENDE LIVE!

Men vi er her stadig – vi arbejder sammen (hver for sig), og hjælper vores medlemsforeninger så godt vi kan – på afstand. Vi gør det så godt, vi kan, i denne uvante situation. For selvom det snart har stået på et år, er det jo stadig uvant. Vi er ikke vant til at nøjes, længes og undvære hinanden så længe. Det er ukendt farvand for os alle – og vi sejler uden kompas.

… men det er ofte i sådanne situationer, man lærer noget nyt om sig selv. Så med spørgsmålet “Hvad har du lært om dig selv det sidste års tid?” … giver jeg stafetten videre til Anne-Mette.

 

Pas på jer selv – og husk det bliver godt igen.

 

Kh

Birgitte

 

PS: Dette blogindlæg er skrevet af egen fri vilje og uden trusler fra cheften. 😉

 

 

 

 

Tanker i en Coronatid (8) – Louise

Vi er her stadig…

Midt i coronaboblen. Jeg har, måske som så mange andre, gået de sidste måneder og tænkt, at i næste uge ser det bedre ud. Det gjorde det bare ikke lige. Det er så underligt for på den ene side synes jeg, at tiden går så uendelig langsomt, når verden er gået i stå og landet er mere eller mindre lukket ned.

Men på den anden side så kan jeg næsten ikke fatte at det allerede er 10 måneder siden, at coronaen for alvor ramte vores land. Der er sket en masse. Måske ikke lige alt det vi havde forestillet os, der skulle ske, men i hvert fald en masse. Det er også forskelligt, hvordan vi hver især reagerer på de omstændigheder vi nu er fanget i. Nogle bliver kreative, nogle bliver kede af det og ensomme og andre igen nyder, at der nu pludselig er tid til fordybelse og til at tage sig af sig selv.

Uanset hvordan man kommer igennem dagene, så tror jeg at vi alle lider en eller anden form for afsavn. For mig er der flere ting, der gør sig gældende. Jeg savner virkelig at spise ude. Jeg savner også fester. Det er lidt underligt, for det er jo ikke sådan, at mit liv bare har været fuld af fest lige indtil coronaen, så måske det egentlig bare er fordi vi ikke må, at jeg savner det? Jeg savner også at gå en tur gennem byen, ose lidt, måske shoppe, og opleve stemningen når der er folk på gaden. I går sendte Birgitte, Anne-Mette og jeg, et billede, der var taget kl 15 i midtbyen. Der var helt tomt og trist. Det er fandme træls at være vidne til. Men nu kommer foråret og med den følger varmen og solen, og vupti lige om lidt er det sommer og coronaen er væk og vi kan igen gøre som vi plejer. Det glæder jeg mig til.

Med dette vil jeg sende stafetten videre til dig Birgitte… Hvad savner du allermest lige nu?

Kh

Louise

Corona-Randers kl. 15.00 en tilfældig tirsdag i januar 2021.

Tanker i en Coronatid (7) – Coronabekymringer fra en pædagog


Jeg følger meget de sociale medier. Og imellem alle de opslag der er, er det, der sætter mine tanker i spil, helt særligt den store frygt for at legen forsvinder… den spontane, den ikke planlagte leg, den frie leg, der opstår af lyst både mellem børnene og mellem de voksne.

Jeg er helt nyuddannet pædagog ansat i en helt fantastisk nærværende vuggestue. Legepladsen er opdelt, og de vilde lege er ikke helt tilstede. Børnene spejder efter voksne på den forkerte side af hegnet, de spejder længselsfuldt efter at deltage på den anden side af hegnet, sammen med andre end dem de er i gruppe med. Selvom vi pædagoger har lavet deres grupper ud fra bedste intentioner og med kendskab til deres legerelationer, så begrænses de. Jeg frygter, at den i forvejen spæde fantasifulde leg får et kæmpe knæk. At den gradvist forsvinder. Især fordi fantasi lege ikke skal begrænses men tværtimod have de frieste rammer. Børnene undrer sig og accepterer fuldt ud det, vi gør… de protesterer umiddelbart kun over det forfærdelige kolde vand, de skal vaske hænder i udenfor… enkelte børn er intet mindre end fantastiske og forcerer hegnet, kaster legetøj over til den anden gruppes del af legepladse,  og jeg elsker dem for det, for dette er skisme det mærkeligste nogensinde.

Jeg er selv mor til et meget fantasifuldt barn på 6 år, der nærmest bygger alt, forestiller sig alt muligt i sine lege og fuldstændig glemmer, hvor han er, fordi han er i legen med hele sin krop og sit sind. Nu forstyrres han af kommentaren “husk at holde afstand” fra en – helt sikkert velmenende pædagog… Men det, han husker fra dagen, var, at han skulle holde afstand, når han legede med sine helt nye venner i hans førskole… det er hjerteskærende. Pædagoger søger på de sociale medier om kontakfrie lege… say what!!??!! Børn skal være børn, de skal ikke belemres med os voksnes frygt eller til tider absurte retningslinjer fra sundhedsstyrelsen. Altså jeg nægter lidt at slukke legen med “hold nu afstand lille Alberte”… Jeg skælder ikke ud, når ungerne protesterer over det skide kolde vand og øhm… Jeg smågriner også, når de forcerer hegnet (alt imens jeg er tvunget til at få dem tilbage på den “rigtige” side af hegnet) og børnene  gang på gang og tramper i jorden, fordi derovre på en anden side så de noget – de fik en PISSEgod idé til noget, de ville. Jeg ønsker, at bibeholde min tillid til børns ret til fri leg og frie valg til hvor, de ønsker at lege. Også selvom Covid19 huserer derude. Alt imens jeg glæder mig over normeringen, som pt er som den burde være, hvor børnene har min fulde opmærksomhe,  og der ikke hele tiden er noget praktisk jeg skal klare, det er allerhøjest en ble, der skal skiftes, der forstyrre lidt… i hvertfald der hvor jeg er… ikke der hvor min yngste søn er… Der kan man bare se der veksles konstant imellem frygt og glæde i denne tid.
Kærlig hilsen
“Elefanten i covid19-glashuset”
Malou

 

 

 

 


Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en Coronatid (6) – Lego, leverpostej og stejle læringskurver på hjemmekontoret

For fem uger siden blev Danmark lukket ned, og mit hjem blev omdannet til hjemmekontor, børnehave og vuggestue i en kaotisk og hyggelig pærevælling.

Min kæreste, min dreng på 4,5 år, min datter på 1 år og jeg selv blev ramt af en ny hverdag. Alle bolde skulle kastes op i luften og gribes igen.

Børnehavebarnet har virkelig nydt ikke at skulle ud af døren om morgenen.

  • Han har rendt rundt i underbukser indtil midt på dagen og bygget ildspyende biler af legoklodser.
  • Han har næsten hoppet hul i vores havetrampolin.
  • Han har fået lov til at binge tegnefilm på Netflix som aldrig før.

Dog kan han ikke forstå, at vi ikke skal have gæster eller på besøg hos folk, som vi ellers så ofte gør. Vi har fortalt ham, at alle skal blive hjemme, fordi der er en ekstra slem forkølelse på spil. Heldigvis har han ikke stillet de store opklarende spørgsmål.

Min datter nåede at gå i vuggestue i to måneder før institutionerne lukkede, og for hende har disse uger været ekstra barsel, som hun har nydt i fulde drag. Hun har turbokravlet og udforsket alle hjørner i vores hjem, med pludren på højeste volumen.

Denne tid har på mange måder været en kæmpe gave. I en normal hverdag ser vi kun ungerne i et par timer om morgenen og tre, fire stykker om eftermiddagen inden de skal se dyner. En hel unik og enestående mulighed for at være sammen uden at skulle ud af døren og på arbejde, i børnehave, i vuggestue, til legeaftaler, familiefødselsdage og hvad har vi. Men for fanden, hvor har det også været hårdt!

Min kæreste og jeg har været på noget af en klatretur op ad en stejl læringskurve. Med tiden har vi finpudset vores evne til at passe vores arbejde og samtidig sørge for, at ungerne har kunnet opretholde en overskuelig og hyggelig hverdag. Nemt har det ikke været. Den dårlige samvittighed har luret, når vi ofte har været 50 % forældre og 50 % medarbejdere i stedet for at være fuldt fokuseret på en af delene. Heldigvis er vi begge velsignede med arbejdsgivere, der forstår vores udfordring og et hold bedsteforældre, der har givet ungerne luftforandring ved skov og strand.

Efter den første uge indførte vi morgensamling a la børnehaven, for ikke at smide alle de dagligdags rutiner ud af vinduet. Vi ville give vores dreng noget genkendelighed og en mulighed for at pejle sig ind på dagens program.

Hver morgen og formiddag har været afsat til leg og hygge, og når lillesøster sover middagslur har vi arbejdet igennem, mens børnehavebarnet har været tryllebundet af en skærm. Om eftermiddagen har vi været ude efterfulgt af arbejdstid på skift, og computeren er ofte blevet tændt igen efter puttetid.

Og…. Netop som vi havde vænnet os til den nye karantænehverdag, åbner samfundet så småt op for de små. Mine unger skal ud af døren, mens min kæreste og jeg fortsætter på hjemmekontoret. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være vuggestue- og børnehavebarn i disse restriktionstider med stort hygiejnefokus og kødannelse ved aflevering/afhentning i institutionens hoveddør. Jeg er dog ikke i tvivl om, at pædagogerne kommer til at gøre det super godt. De har min dybeste respekt.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til foreningslivet og dermed Frivilligværket og Frivillighedens Hus kan åbne igen. Indtil da vil jeg nyde roen på hjemmearbejdspladsen.

 

Vi ses på den anden side

Anne-Mette // kommunikationsmedarbejder

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk

Tanker i en Corantid (5)

Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvordan det hele står til for tiden. Vi får at vide, at vi befinder os på den rigtige kurve. Ovenikøbet lader det til, at vi har formået at lave kurven endnu mindre stejl end forventet. Det er jo skidegodt. Så begynder vi lige så stille at glæde os. Danmark er begyndt på en forsigtig genåbning. Min datter er faktisk begyndt i skole igen. Alt det er jo meget godt.

Men der er tanker, der trænger sig på. Burde vi have startet med at sende de små afsted? Hvornår kan jeg begynde min normale arbejdsdag igen? Hvornår kan foreningerne starte deres normale virke op igen? Hvornår kan vi hjælpe foreningerne som normalt igen? Kan vi hjælpe allerede nu? Hvad har foreningerne egentlig brug for? Kommer vi til at afholde de arrangementer vi har i støbeskeen det næste halve år?

Og det mere egoistiske – kommer jeg på sommerferie i Italien?

Bliver det nogensinde ”normalt” igen?

Samtidig med at vi fortæller hinanden, at vi stadig skal passe på, og at det er vigtigt at holde afstand og spritte hænder, så er Bilka fuld af mennesker, folk står tæt ved grøntdisken, de mindre butikker begynder at åbne forsigtigt op igen og forårsvejret er på vej. Men hvad for det af betydning?

Jeg tror, vi alle går med vores egne tanker og måske bekymringer om vores nye hverdag, og ingen har jo svarene. Det er faktisk nok det, der frustrerer mest. At ingen kan sige, hvornår (og om) det bliver normalt igen. Uvisheden kan være svær at være i. Jeg forsøger derfor at lægge de tanker væk. Det er for dumt at bruge energi på at bekymre sig om noget, jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på.
Nu handler det virkelig om at være i nuet og bare være. At tage hver dag som den kommer og indrette vores liv efter de dessiner, vi får fra myndighederne. Det kræver måske noget tilvænning for nogle, men jeg er ret sikker på, at det kan gavne os, når vi kommer på den anden side. For det gør vi. Ingen ved bare hvornår.

 

Men det må gerne være snart.

 

Indtil da – stay at home!

Louise // Centerleder

 

———-

Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid? 

Send tekst og gerne et billede eller to til birgitte@frivilligvaerket.dk eller annemette@frivilligvaerket.dk