… i sidste blogindlæg spurgte Louise mig, hvad jeg savner allermest lige nu.
Svaret behøver jeg ikke tænke længe over. Det jeg savner allermest lige nu, er mine kolleger! Nøj, hvor jeg savner mine kolleger. Jeg savner både den faglige sparring, men jeg savner også de gode grin, hyggesnakken og de sjove bemærkninger, der flyver gennem kontoret. Jovist, vi holder da online møder og bruger messenger – men det er bare ikke det samme. De digitale medier er geniale, men de kan ikke erstatte dét at være tilstede i samme tid og rum.
Selvfølgelig arbejder vi stadig sammen – hver for sig. Og hjemmekontoret har da også sine fordele. Hunden under skrivebordet, frokost pause i sofaen, afslappet påklædning (i hvert fald på den del af kroppen, der ikke kan ses online). Men jeg savner stadig mine kolleger. Jeg savner, at vi kan råbe “hurra” og fejre en succes. Jeg savner, at vi kan råbe “for h*lvede”, hvis tingene kikser. Jeg savner mine kollegers opbakning – og jeg savner at kunne bakke dem op. LIVE! I LEVENDE LIVE!
Men vi er her stadig – vi arbejder sammen (hver for sig), og hjælper vores medlemsforeninger så godt vi kan – på afstand. Vi gør det så godt, vi kan, i denne uvante situation. For selvom det snart har stået på et år, er det jo stadig uvant. Vi er ikke vant til at nøjes, længes og undvære hinanden så længe. Det er ukendt farvand for os alle – og vi sejler uden kompas.
… men det er ofte i sådanne situationer, man lærer noget nyt om sig selv. Så med spørgsmålet “Hvad har du lært om dig selv det sidste års tid?” … giver jeg stafetten videre til Anne-Mette.
Pas på jer selv – og husk det bliver godt igen.
Kh
Birgitte
PS: Dette blogindlæg er skrevet af egen fri vilje og uden trusler fra cheften. 😉
Midt i coronaboblen. Jeg har, måske som så mange andre, gået de sidste måneder og tænkt, at i næste uge ser det bedre ud. Det gjorde det bare ikke lige. Det er så underligt for på den ene side synes jeg, at tiden går så uendelig langsomt, når verden er gået i stå og landet er mere eller mindre lukket ned.
Men på den anden side så kan jeg næsten ikke fatte at det allerede er 10 måneder siden, at coronaen for alvor ramte vores land. Der er sket en masse. Måske ikke lige alt det vi havde forestillet os, der skulle ske, men i hvert fald en masse. Det er også forskelligt, hvordan vi hver især reagerer på de omstændigheder vi nu er fanget i. Nogle bliver kreative, nogle bliver kede af det og ensomme og andre igen nyder, at der nu pludselig er tid til fordybelse og til at tage sig af sig selv.
Uanset hvordan man kommer igennem dagene, så tror jeg at vi alle lider en eller anden form for afsavn. For mig er der flere ting, der gør sig gældende. Jeg savner virkelig at spise ude. Jeg savner også fester. Det er lidt underligt, for det er jo ikke sådan, at mit liv bare har været fuld af fest lige indtil coronaen, så måske det egentlig bare er fordi vi ikke må, at jeg savner det? Jeg savner også at gå en tur gennem byen, ose lidt, måske shoppe, og opleve stemningen når der er folk på gaden. I går sendte Birgitte, Anne-Mette og jeg, et billede, der var taget kl 15 i midtbyen. Der var helt tomt og trist. Det er fandme træls at være vidne til. Men nu kommer foråret og med den følger varmen og solen, og vupti lige om lidt er det sommer og coronaen er væk og vi kan igen gøre som vi plejer. Det glæder jeg mig til.
Med dette vil jeg sende stafetten videre til dig Birgitte… Hvad savner du allermest lige nu?
Kh
Louise
Corona-Randers kl. 15.00 en tilfældig tirsdag i januar 2021.
For fem uger siden blev Danmark lukket ned, og mit hjem blev omdannet til hjemmekontor, børnehave og vuggestue i en kaotisk og hyggelig pærevælling.
Min kæreste, min dreng på 4,5 år, min datter på 1 år og jeg selv blev ramt af en ny hverdag. Alle bolde skulle kastes op i luften og gribes igen.
Børnehavebarnet har virkelig nydt ikke at skulle ud af døren om morgenen.
Han har rendt rundt i underbukser indtil midt på dagen og bygget ildspyende biler af legoklodser.
Han har næsten hoppet hul i vores havetrampolin.
Han har fået lov til at binge tegnefilm på Netflix som aldrig før.
Dog kan han ikke forstå, at vi ikke skal have gæster eller på besøg hos folk, som vi ellers så ofte gør. Vi har fortalt ham, at alle skal blive hjemme, fordi der er en ekstra slem forkølelse på spil. Heldigvis har han ikke stillet de store opklarende spørgsmål.
Min datter nåede at gå i vuggestue i to måneder før institutionerne lukkede, og for hende har disse uger været ekstra barsel, som hun har nydt i fulde drag. Hun har turbokravlet og udforsket alle hjørner i vores hjem, med pludren på højeste volumen.
Denne tid har på mange måder været en kæmpe gave. I en normal hverdag ser vi kun ungerne i et par timer om morgenen og tre, fire stykker om eftermiddagen inden de skal se dyner. En hel unik og enestående mulighed for at være sammen uden at skulle ud af døren og på arbejde, i børnehave, i vuggestue, til legeaftaler, familiefødselsdage og hvad har vi. Men for fanden, hvor har det også været hårdt!
Min kæreste og jeg har været på noget af en klatretur op ad en stejl læringskurve. Med tiden har vi finpudset vores evne til at passe vores arbejde og samtidig sørge for, at ungerne har kunnet opretholde en overskuelig og hyggelig hverdag. Nemt har det ikke været. Den dårlige samvittighed har luret, når vi ofte har været 50 % forældre og 50 % medarbejdere i stedet for at være fuldt fokuseret på en af delene. Heldigvis er vi begge velsignede med arbejdsgivere, der forstår vores udfordring og et hold bedsteforældre, der har givet ungerne luftforandring ved skov og strand.
Efter den første uge indførte vi morgensamling a la børnehaven, for ikke at smide alle de dagligdags rutiner ud af vinduet. Vi ville give vores dreng noget genkendelighed og en mulighed for at pejle sig ind på dagens program.
Hver morgen og formiddag har været afsat til leg og hygge, og når lillesøster sover middagslur har vi arbejdet igennem, mens børnehavebarnet har været tryllebundet af en skærm. Om eftermiddagen har vi været ude efterfulgt af arbejdstid på skift, og computeren er ofte blevet tændt igen efter puttetid.
Og…. Netop som vi havde vænnet os til den nye karantænehverdag, åbner samfundet så småt op for de små. Mine unger skal ud af døren, mens min kæreste og jeg fortsætter på hjemmekontoret. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være vuggestue- og børnehavebarn i disse restriktionstider med stort hygiejnefokus og kødannelse ved aflevering/afhentning i institutionens hoveddør. Jeg er dog ikke i tvivl om, at pædagogerne kommer til at gøre det super godt. De har min dybeste respekt.
Jeg glæder mig helt ustyrligt til foreningslivet og dermed Frivilligværket og Frivillighedens Hus kan åbne igen. Indtil da vil jeg nyde roen på hjemmearbejdspladsen.
Vi ses på den anden side
Anne-Mette // kommunikationsmedarbejder
———-
Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid?
Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvordan det hele står til for tiden. Vi får at vide, at vi befinder os på den rigtige kurve. Ovenikøbet lader det til, at vi har formået at lave kurven endnu mindre stejl end forventet. Det er jo skidegodt. Så begynder vi lige så stille at glæde os. Danmark er begyndt på en forsigtig genåbning. Min datter er faktisk begyndt i skole igen. Alt det er jo meget godt.
Men der er tanker, der trænger sig på. Burde vi have startet med at sende de små afsted? Hvornår kan jeg begynde min normale arbejdsdag igen? Hvornår kan foreningerne starte deres normale virke op igen? Hvornår kan vi hjælpe foreningerne som normalt igen? Kan vi hjælpe allerede nu? Hvad har foreningerne egentlig brug for? Kommer vi til at afholde de arrangementer vi har i støbeskeen det næste halve år?
Og det mere egoistiske – kommer jeg på sommerferie i Italien?
Bliver det nogensinde ”normalt” igen?
Samtidig med at vi fortæller hinanden, at vi stadig skal passe på, og at det er vigtigt at holde afstand og spritte hænder, så er Bilka fuld af mennesker, folk står tæt ved grøntdisken, de mindre butikker begynder at åbne forsigtigt op igen og forårsvejret er på vej. Men hvad for det af betydning?
Jeg tror, vi alle går med vores egne tanker og måske bekymringer om vores nye hverdag, og ingen har jo svarene. Det er faktisk nok det, der frustrerer mest. At ingen kan sige, hvornår (og om) det bliver normalt igen. Uvisheden kan være svær at være i. Jeg forsøger derfor at lægge de tanker væk. Det er for dumt at bruge energi på at bekymre sig om noget, jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på.
Nu handler det virkelig om at være i nuet og bare være. At tage hver dag som den kommer og indrette vores liv efter de dessiner, vi får fra myndighederne. Det kræver måske noget tilvænning for nogle, men jeg er ret sikker på, at det kan gavne os, når vi kommer på den anden side. For det gør vi. Ingen ved bare hvornår.
Men det må gerne være snart.
Indtil da – stay at home!
Louise // Centerleder
———-
Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid?
Der er sket noget. Intet er som det plejer. En ny rutine har overtaget vores hjem.
Hun lader mig aldrig alene. Hun er her hele tiden …
Når jeg stirrer ud i haven.
Når jeg sover.
Når jeg slikker mig i skridtet.
Når jeg gør af naboens kat.
Èt er at have hende rendende i weekenderne … men tre uger i streg! TRE HELE UGER!!! Hvornår får det en ende? Min alene-tid er ikke-eksisterende, og privatliv er blevet et fremmedord her på matriklen. Jeg bliver kælet for og nusset med, så jeg er begyndt at frygte pletvis skaldethed. Det er jeg slet ikke bygget til. Jeg er mere L’oreal-typen med langt lækkert hår, der kan blafre i vinden.
Faktisk ved jeg ikke hvad, der er mest krænkede. Mit manglende privatliv eller det faktum, at jeg bliver revet ud af min daglige rutine med at stirre, sove, slikke og gø. Og hvorfor bliver jeg revet ud af denne rutine, tænker du måske? Det gør jeg gudhjælpemig for at blive slæbt med ud på den ene gåtur efter den anden. Hele tiden og så igen. Så lad mig dog være, kvindemenneske! Tre gåture om dagen og et par tisseture i haven må være mere end rigeligt. Men næh nej. Nu kan hun ikke gå i postkassen uden, at jeg skal slæbes med. Okay, jeg ved godt, at der er hele 25 meter fra hoveddør til postkasse (vi bor på trods alt helt derude, hvor vi er lige ved at vippe ud over kommunegrænsen), men burde hun ikke selv kunne klare det i hendes alder? Skal jeg være bekymret?
Nåh, ja! Så har jeg slet ikke fortalt om det værste. Kattene! Normalt er døren lukket op til deres domæne på første sal, når vi er alene hjemme. Men i TRE HELE UGER har døren stået åben. Det vil altså sige, at de firbenede dødsfælder bare kan vade rundt i hele huset og gøre lige hvad, der passer dem. Så når jeg endelig kan snige mig til at tage en lur, må jeg sove med et øje åbent. De to loppebefængte dræbermaskiner kan man ikke stole på, og jeg skal ikke nyde noget af at sidde i modtagerenden af et af deres lynangreb. Nej, så vil jeg alligevel hellere med en tur med ud til postkassen.
I bund og grund er mit liv vendt fuldstændig på hovedet. Dog har jeg lært nye ord som corona og karantæne. Men de udløser ikke godbidder, så faktisk tillægger jeg ikke disse ord megen værdi. Det gør jeg til gengæld med ord som privatliv og alene-tid. Så jeg håber altså snart, at vi kan vende tilbage til normale tilstande. Jeg længes efter de stille stunder i mit eget selskab uden ømme poter og konstant årvågenhed overfor angreb fra pels-ninjaerne. Giv mig tiden tilbage, hvor jeg i ro og mag kunne stirre ud i haven, sove, slikke mig i skridtet og gø af naboens kat.
Mit liv er fuld af nus og nærvær. Det tangerer jo til dyremishandling. Someone call WWF! Ring til Dyreværnet! Dyrenes Beskyttelse! WSPA! ANIMA! Pindsvinevennerne i Danmark! Gør noget! Bare et eller andet! Inden jeg planter mit ellers så fine (men dog dødbringende) tandsæt i en eller andens inderlår!
Jeg håber dette får en ende snart – inden jeg popper ud af pelsen af ren frustration. Men indtil da:
Stay safe – give your pet some privacy!
Kh Karantæne-køteren
———-
Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid?
