To unge fisk kommer svømmende, og de støder tilfældigvis ind i en ældre fisk, der kommer svømmende i den modsatte retning, og som nikker til dem og siger, ”Godmorgen drenge, hvordan er vandet?” Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og efter nogen tid ser den ene af dem på den anden og siger: ”Hvad fanden er vand?”
Ja, hvad er vand? Hvad er det for en virkelighed, der omgiver os? Personligt kan jeg føle mig som en af de unge fisk. Der er så mange ting, der er ophørt med at give mening.
Nærhed, men på afstand. Fællesskaber, men hver for sig. Vise samfundssind, men også være udskamningsparat. Have personlige relationer, men over videoforbindelser. Er det menneskets sande natur der nu træder i karakter? Det hele føles ganske uvirkeligt. Venskaber bliver pludselig til fjendskaber, når man ikke kan blive enige om, hvordan man opfører sig ansvarligt i en pandemivirkelighed.
Er det hele et lumsk set-up foranstaltet af en ond skaber, der betragter sceneriet gennem akvarieglasset?
Det er en absurd vanvidstankegang, når folk lalleglad insisterer på, at vi nok på en eller anden måde også kan få noget positivt ud af situationen. ”Bullshit”, siger jeg bare, jeg vil have lov til at være forbandet, edderspændt rasende over disse pinsler, som jeg vitterlig føler er det rette ord for myndighedernes alverdens varierede adfærdsregulerende tiltag.
Men på trods af al dette vil jeg vedblive med at være den fisk, der svømmer i den rigtige retning, på de rigtige tidspunkter og aldrig kommer for tæt på de øvrige fisk. Allerhelst vil jeg gerne være den ældre fisk, der ved hvad vand er.
Med vandlig hilsen
Eske Thøgersen // Næstformand i Senior Erhverv Kronjylland
Foto: Gæsteblogger Eske Thøgersen sidder som næstformand i en af Frivilligværkets medlemsforeninger, Senior Erhverv Kronjylland.
Vil du gøre ham kunsten efter? Send dit indlæg + billedmateriale til birgitte@frivilligvaerket.dk
Tak for spørgsmålet: Hvad ser du som det positive i den forandrede hverdag under coronakrisen?
Det måtte jo komme. Spørgsmålet om det positive og senere sikker et spørgsmål om, hvad vi så har lært.
Og indrømmet, – det sendte mig i første omgang lidt ud ad en tangent om det positive.
1.verdenskrig gav meget positivt en betydelig forøget viden om hjernen og dens funktioner – på grund af de mange hovedskud i skyttegravene.
2.verdenskrig gav meget positivt en betydelig teknologisk udvikling af langtrækkende fly med stor last – fordi tyske byer skulle sønderbombes.
Den globale finanskrise 2007-2009 gav meget positivt nye spilleregler og større bevågenhed i finanssektoren – fordi et voldsomt antal borgere måtte gå fra hus og hjem på grund af andres grådighed
Krig og krise bidrager afgørende til nytænkning og udvikling. Coronakrisen er ikke en undtagelse.
Men tilbage til spørgsmålet.
Hvis nogen for et år siden havde sagt, at jeg i lighed med millioner af andre i et samfund sat på pause skulle isoleres og deltage i et vildt socialt eksperiment med voldsomme indgreb i min selvudfoldelse og selvbestemmelsesret havde jeg bedt vedkommende om at stoppe med at læse science fiction inspireret af Nordkorea eller sagt at vedkommende havde drukket alt for mange bobler…..
…… men nu er bobler så ikke længere noget vi bare drikker – vi lever faktisk i dem og jeg skal forsøge at indfange det positive i den forandrede hverdag.
Det er nok mindre interessant med det umiddelbart målelige og tydelige: jeg har fået en hverdag, hvor antallet af indbrud er mindre, den generelle hygiejne er højnet med sprit og afstand, forurening fra produktions- og transportsektoren er faldet og flere andre gode, positive tendenser
Det kunne måske være mere interessante er at se på forestillingen om ”det gode liv”
På kort formel er jeg ikke i tvivl: Corona fik stukket en kæp i mit accelererende hamsterhjul!
I et tilbageblik ser jeg nok mig selv higende efter stadig nye oplevelser, flere rejser, flere aktiviteter med kammerater, fester, flere kulturelle tilbud, ikke gå glip af noget……
den fyldte kalender og kontrol over situationen var mit succeskriterie – selvom jeg samtidig oplevede at have mindre og mindre tid!
Det billede har coronakrisen klart forstyrret!
Mit livtempo har fået tempoet trukket ud, min kontrol er blevet et kontroltab, mit netværk ekspederet ind i det digitale univers og mine rejser parkeret som planlægning.
MEN: nogle gange skal man jo faktisk ned i gear for at komme op i fart.
Først og fremmest er der kommet en positiv prioritering af familielivet og aktiviteter vi er sammen om: ture i naturen, spil, film, samtale, måltider der ikke bare er affodring,….
Jeg har også især i denne runde med nedlukning fået meget mere ro og tid til refleksion ikke bare når der er dømt ”egen kvalitetstid” afsat i kalenderen. Der er også kommet en herlig glæde over det uventede, overraskende og ukontrollerede, der før måske nærmere blev oplevet som irritationsmomenter. Nu er det velkommen
Det er ikke kun det Dan Tyrell´ske ”jeg holder af hverdagen, jeg holder stinkende meget af hverdagen” – det er noget andet og mere. Der er på en underfundig måde kommet mere liv, der kan mærkes, i situationer, der tidligere paradoksalt nok blev oplevet ”ligegyldige”.
Det har så været svært for mig at begrænse samvær og oplevelser med kammerater og gode venner – men nok positivt for mig selv at tydeliggøre prioriteringer i valg og fravalg.
Positivt er også oplevelsen af styrken ved frivillighed. Hvis vi vil have et samfund med vægt på lokal forankring, sammenhængskraft, og social forandring i praksis, så er det frivillige, der skal ind at løfte opgaven. Og præcist i forbindelse med coronakrisen har frivillighed vist sin styrke. Sin styrke til at understøtte og nytænke. I Senior Erhverv Kronjylland for eksempel med gode tema-traveture og online-håndtryk møder med virtuel fredagsbrunch. Eksemplerne på frivilligområdet er utallige.
Boblerne brister.
Vi skal igen afsøge om frihed er det bedste guld.
Jeg tror ikke nogen med bestemthed kan sige, hvad vi vender tilbage til – vil vi gennemgribende ændre vores adfærd med ny forståelse af ”det gode liv” – vil vi måske blot justere lidt – eller springer vi igen ind i det accelererende hamsterhjul for at genvinde oplevelsen af udvikling, vækst og kontrol.
Men jeg kan med bestemthed sige, at jeg selv vil gøre alt for at fastholde, at jeg altid vil have flere drømme end minder.
Flere drømme om at realisere et nyt hverdagsliv. Ikke blot minder om det positive, der også var i en særlig afgrænset tid under et tvunget ophold i en konstrueret boble.
Og jeg er overbevist om, at netop frivilligheden vil udvikle, understøtte og konkretisere mange af de drømme hverdagslivet under coronakrisen har skabt hos rigtig mange om nærvær, fælleskaber i nye rammer og på nye vilkår, og ønskerne om at vi i vores hverdagspraksis kommer tættere på det gode liv, vi drømmer om at leve.
– Leif Fris Petersen // Medlem af Frivilligværkets Bestyrelse
Foto: Leif og Frivilligværkets mobile frivilligcenter, Frivilligmobilen.
I Birgittes indlæg spurgte hun mig, hvad jeg har lært om mig selv det sidste års tid. Umiddelbart er mit svar, at ro er ok – Ro på hverdagen, ro på familielivet. Mere ro i morgenrutinen og ulvetimen.
Mine unger går i vuggestue og børnehave (= ingen hjemmeskole) og min kæreste og jeg har arbejdet hjemmefra af flere omgange – denne gang siden november – og den tid vi sparer på transport til jobbet, omsættes direkte til overskud på forældrekontoen.
Samtidig har jeg også lært, at jeg ikke egner mig til fast hjemmearbejdsplads. At man kan gøre det en gang imellem er fantastisk, men rastløsheden i ikke at omgås mine kollegaer og de mange skønne foreninger, frivillige og samarbejdspartnere, som Frivilligværket omgives af, er for stor, når hjemmekontoret er åbent hver dag.
Jeg har også lært, at jeg er privilegeret – fordi jeg KAN arbejde hjemmefra, fordi jeg ikke skal hjemmeundervise og fordi jeg har en lille familieboble, jeg kan finde nærvær hos i en digital tid.
Vores kalender har altid været fyldt, så vores aftener, weekender og ferier har været noget anderledes end de plejer siden coronakrisen ramte. Selvom jeg glæder mig til kalenderen er knap så tom, så jeg ved også at den ro min lille familie oplever lige nu er guld værd, og jeg vil huske at nyde den, så længe den varer.
Og med dette in mente, vil jeg sende stafetten videre med spørgsmålet, ”Hvad ser du som det positive i den forandrede hverdag under coronakrisen?”
Kh
Anne-Mette
P.S.
En kæmpe applaus til sygehus- og plejepersonale, pædagoger, butiksansatte, buschauffører, og alle de andre der går på arbejde i denne usikre tid.
(Foto: privat, Anne-Mette) En rolig stund med de mindste.
Jeg følger meget de sociale medier. Og imellem alle de opslag der er, er det, der sætter mine tanker i spil, helt særligt den store frygt for at legen forsvinder… den spontane, den ikke planlagte leg, den frie leg, der opstår af lyst både mellem børnene og mellem de voksne.
Jeg er helt nyuddannet pædagog ansat i en helt fantastisk nærværende vuggestue. Legepladsen er opdelt, og de vilde lege er ikke helt tilstede. Børnene spejder efter voksne på den forkerte side af hegnet, de spejder længselsfuldt efter at deltage på den anden side af hegnet, sammen med andre end dem de er i gruppe med. Selvom vi pædagoger har lavet deres grupper ud fra bedste intentioner og med kendskab til deres legerelationer, så begrænses de. Jeg frygter, at den i forvejen spæde fantasifulde leg får et kæmpe knæk. At den gradvist forsvinder. Især fordi fantasi lege ikke skal begrænses men tværtimod have de frieste rammer. Børnene undrer sig og accepterer fuldt ud det, vi gør… de protesterer umiddelbart kun over det forfærdelige kolde vand, de skal vaske hænder i udenfor… enkelte børn er intet mindre end fantastiske og forcerer hegnet, kaster legetøj over til den anden gruppes del af legepladse, og jeg elsker dem for det, for dette er skisme det mærkeligste nogensinde.
Jeg er selv mor til et meget fantasifuldt barn på 6 år, der nærmest bygger alt, forestiller sig alt muligt i sine lege og fuldstændig glemmer, hvor han er, fordi han er i legen med hele sin krop og sit sind. Nu forstyrres han af kommentaren “husk at holde afstand” fra en – helt sikkert velmenende pædagog… Men det, han husker fra dagen, var, at han skulle holde afstand, når han legede med sine helt nye venner i hans førskole… det er hjerteskærende. Pædagoger søger på de sociale medier om kontakfrie lege… say what!!??!! Børn skal være børn, de skal ikke belemres med os voksnes frygt eller til tider absurte retningslinjer fra sundhedsstyrelsen. Altså jeg nægter lidt at slukke legen med “hold nu afstand lille Alberte”… Jeg skælder ikke ud, når ungerne protesterer over det skide kolde vand og øhm… Jeg smågriner også, når de forcerer hegnet (alt imens jeg er tvunget til at få dem tilbage på den “rigtige” side af hegnet) og børnene gang på gang og tramper i jorden, fordi derovre på en anden side så de noget – de fik en PISSEgod idé til noget, de ville. Jeg ønsker, at bibeholde min tillid til børns ret til fri leg og frie valg til hvor, de ønsker at lege. Også selvom Covid19 huserer derude. Alt imens jeg glæder mig over normeringen, som pt er som den burde være, hvor børnene har min fulde opmærksomhe, og der ikke hele tiden er noget praktisk jeg skal klare, det er allerhøjest en ble, der skal skiftes, der forstyrre lidt… i hvertfald der hvor jeg er… ikke der hvor min yngste søn er… Der kan man bare se der veksles konstant imellem frygt og glæde i denne tid.
Kærlig hilsen
“Elefanten i covid19-glashuset”
Malou
Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid?
For fem uger siden blev Danmark lukket ned, og mit hjem blev omdannet til hjemmekontor, børnehave og vuggestue i en kaotisk og hyggelig pærevælling.
Min kæreste, min dreng på 4,5 år, min datter på 1 år og jeg selv blev ramt af en ny hverdag. Alle bolde skulle kastes op i luften og gribes igen.
Børnehavebarnet har virkelig nydt ikke at skulle ud af døren om morgenen.
Han har rendt rundt i underbukser indtil midt på dagen og bygget ildspyende biler af legoklodser.
Han har næsten hoppet hul i vores havetrampolin.
Han har fået lov til at binge tegnefilm på Netflix som aldrig før.
Dog kan han ikke forstå, at vi ikke skal have gæster eller på besøg hos folk, som vi ellers så ofte gør. Vi har fortalt ham, at alle skal blive hjemme, fordi der er en ekstra slem forkølelse på spil. Heldigvis har han ikke stillet de store opklarende spørgsmål.
Min datter nåede at gå i vuggestue i to måneder før institutionerne lukkede, og for hende har disse uger været ekstra barsel, som hun har nydt i fulde drag. Hun har turbokravlet og udforsket alle hjørner i vores hjem, med pludren på højeste volumen.
Denne tid har på mange måder været en kæmpe gave. I en normal hverdag ser vi kun ungerne i et par timer om morgenen og tre, fire stykker om eftermiddagen inden de skal se dyner. En hel unik og enestående mulighed for at være sammen uden at skulle ud af døren og på arbejde, i børnehave, i vuggestue, til legeaftaler, familiefødselsdage og hvad har vi. Men for fanden, hvor har det også været hårdt!
Min kæreste og jeg har været på noget af en klatretur op ad en stejl læringskurve. Med tiden har vi finpudset vores evne til at passe vores arbejde og samtidig sørge for, at ungerne har kunnet opretholde en overskuelig og hyggelig hverdag. Nemt har det ikke været. Den dårlige samvittighed har luret, når vi ofte har været 50 % forældre og 50 % medarbejdere i stedet for at være fuldt fokuseret på en af delene. Heldigvis er vi begge velsignede med arbejdsgivere, der forstår vores udfordring og et hold bedsteforældre, der har givet ungerne luftforandring ved skov og strand.
Efter den første uge indførte vi morgensamling a la børnehaven, for ikke at smide alle de dagligdags rutiner ud af vinduet. Vi ville give vores dreng noget genkendelighed og en mulighed for at pejle sig ind på dagens program.
Hver morgen og formiddag har været afsat til leg og hygge, og når lillesøster sover middagslur har vi arbejdet igennem, mens børnehavebarnet har været tryllebundet af en skærm. Om eftermiddagen har vi været ude efterfulgt af arbejdstid på skift, og computeren er ofte blevet tændt igen efter puttetid.
Og…. Netop som vi havde vænnet os til den nye karantænehverdag, åbner samfundet så småt op for de små. Mine unger skal ud af døren, mens min kæreste og jeg fortsætter på hjemmekontoret. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være vuggestue- og børnehavebarn i disse restriktionstider med stort hygiejnefokus og kødannelse ved aflevering/afhentning i institutionens hoveddør. Jeg er dog ikke i tvivl om, at pædagogerne kommer til at gøre det super godt. De har min dybeste respekt.
Jeg glæder mig helt ustyrligt til foreningslivet og dermed Frivilligværket og Frivillighedens Hus kan åbne igen. Indtil da vil jeg nyde roen på hjemmearbejdspladsen.
Vi ses på den anden side
Anne-Mette // kommunikationsmedarbejder
———-
Har du lyst til at være gæsteblogger på Frivilligværkets blog og dele dine tanker om en coronatid i en coronatid?
