Tanker i en Coronatid (4) – En Karantæne-køter taler ud | Frivilligcenter

SHIT!

Der er sket noget. Intet er som det plejer. En ny rutine har overtaget vores hjem.

Hun lader mig aldrig alene. Hun er her hele tiden …

Når jeg stirrer ud i haven.

Når jeg sover.

Når jeg slikker mig i skridtet.

Når jeg gør af naboens kat.

Èt er at have hende rendende i weekenderne … men tre uger i streg! TRE HELE UGER!!! Hvornår får det en ende? Min alene-tid er ikke-eksisterende, og privatliv er blevet et fremmedord her på matriklen. Jeg bliver kælet for og nusset med, så jeg er begyndt at frygte pletvis skaldethed. Det er jeg slet ikke bygget til. Jeg er mere L’oreal-typen med langt lækkert hår, der kan blafre i vinden.

Faktisk ved jeg ikke hvad, der er mest krænkede. Mit manglende privatliv eller det faktum, at jeg bliver revet ud af min daglige rutine med at stirre, sove, slikke og gø. Og hvorfor bliver jeg revet ud af denne rutine, tænker du måske? Det gør jeg gudhjælpemig for at blive slæbt med ud på den ene gåtur efter den anden. Hele tiden og så igen. Så lad mig dog være, kvindemenneske! Tre gåture om dagen og et par tisseture i haven må være mere end rigeligt. Men næh nej. Nu kan hun ikke gå i postkassen uden, at jeg skal slæbes med. Okay, jeg ved godt, at der er hele 25 meter fra hoveddør til postkasse (vi bor på trods alt helt derude, hvor vi er lige ved at vippe ud over kommunegrænsen), men burde hun ikke selv kunne klare det i hendes alder? Skal jeg være bekymret?

Nåh, ja! Så har jeg slet ikke fortalt om det værste. Kattene! Normalt er døren lukket op til deres domæne på første sal, når vi er alene hjemme. Men i TRE HELE UGER har døren stået åben. Det vil altså sige, at de firbenede dødsfælder bare kan vade rundt i hele huset og gøre lige hvad, der passer dem. Så når jeg endelig kan snige mig til at tage en lur, må jeg sove med et øje åbent. De to loppebefængte dræbermaskiner kan man ikke stole på, og jeg skal ikke nyde noget af at sidde i modtagerenden af et af deres lynangreb. Nej, så vil jeg alligevel hellere med en tur med ud til postkassen.

I bund og grund er mit liv vendt fuldstændig på hovedet. Dog har jeg lært nye ord som corona og karantæne. Men de udløser ikke godbidder, så faktisk tillægger jeg ikke disse ord megen værdi. Det gør jeg til gengæld med ord som privatliv og alene-tid. Så jeg håber altså snart, at vi kan vende tilbage til normale tilstande. Jeg længes efter de stille stunder i mit eget selskab uden ømme poter og konstant årvågenhed overfor angreb fra pels-ninjaerne. Giv mig tiden tilbage, hvor jeg i ro og mag kunne stirre ud i haven, sove, slikke mig i skridtet og gø af naboens kat.

Mit liv er fuld af nus og nærvær. Det tangerer jo til dyremishandling. Someone call WWF! Ring til Dyreværnet! Dyrenes Beskyttelse! WSPA! ANIMA! Pindsvinevennerne i Danmark! Gør noget! Bare et eller andet! Inden jeg planter mit ellers så fine (men dog dødbringende) tandsæt i en eller andens inderlår!

Jeg håber dette får en ende snart – inden jeg popper ud af pelsen af ren frustration. Men indtil da:

Stay safe – give your pet some privacy!

Kh Karantæne-køteren