Tanker i en Coronatid (12) – Eske

To unge fisk kommer svømmende, og de støder tilfældigvis ind i en ældre fisk, der kommer svømmende i den modsatte retning, og som nikker til dem og siger, ”Godmorgen drenge, hvordan er vandet?” Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og efter nogen tid ser den ene af dem på den anden og siger: ”Hvad fanden er vand?”

Ja, hvad er vand? Hvad er det for en virkelighed, der omgiver os? Personligt kan jeg føle mig som en af de unge fisk. Der er så mange ting, der er ophørt med at give mening.

Nærhed, men på afstand. Fællesskaber, men hver for sig. Vise samfundssind, men også være udskamningsparat. Have personlige relationer, men over videoforbindelser. Er det menneskets sande natur der nu træder i karakter? Det hele føles ganske uvirkeligt. Venskaber bliver pludselig til fjendskaber, når man ikke kan blive enige om, hvordan man opfører sig ansvarligt i en pandemivirkelighed.

Er det hele et lumsk set-up foranstaltet af en ond skaber, der betragter sceneriet gennem akvarieglasset?

Det er en absurd vanvidstankegang, når folk lalleglad insisterer på, at vi nok på en eller anden måde også kan få noget positivt ud af situationen. ”Bullshit”, siger jeg bare, jeg vil have lov til at være forbandet, edderspændt rasende over disse pinsler, som jeg vitterlig føler er det rette ord for myndighedernes alverdens varierede adfærdsregulerende tiltag.

Men på trods af al dette vil jeg vedblive med at være den fisk, der svømmer i den rigtige retning, på de rigtige tidspunkter og aldrig kommer for tæt på de øvrige fisk. Allerhelst vil jeg gerne være den ældre fisk, der ved hvad vand er.

 

Med vandlig hilsen

Eske Thøgersen // Næstformand i Senior Erhverv Kronjylland

 

                                    Foto: Gæsteblogger Eske Thøgersen sidder som næstformand i en af Frivilligværkets medlemsforeninger, Senior Erhverv Kronjylland.

Vil du gøre ham kunsten efter? Send dit indlæg +  billedmateriale til birgitte@frivilligvaerket.dk

 

 

Tanker i en Coronatid (11) – Leif

Tak for spørgsmålet: Hvad ser du som det positive i den forandrede hverdag under coronakrisen?

Det måtte jo komme. Spørgsmålet om det positive og senere sikker et spørgsmål om, hvad vi så har lært.

Og indrømmet, – det sendte mig i første omgang lidt ud ad en tangent om det positive.

1.verdenskrig gav meget positivt en betydelig forøget viden om hjernen og dens funktioner – på grund af de mange hovedskud i skyttegravene.

2.verdenskrig gav meget positivt en betydelig teknologisk udvikling af langtrækkende fly med stor last – fordi tyske byer skulle sønderbombes.

Den globale finanskrise 2007-2009 gav meget positivt nye spilleregler og større bevågenhed i finanssektoren – fordi et voldsomt antal borgere måtte gå fra hus og hjem på grund af andres grådighed

Krig og krise bidrager afgørende til nytænkning og udvikling. Coronakrisen er ikke en undtagelse.

Men tilbage til spørgsmålet.

Hvis nogen for et år siden havde sagt, at jeg i lighed med millioner af andre i et samfund sat på pause skulle isoleres og deltage i et vildt socialt eksperiment med voldsomme indgreb i min selvudfoldelse og selvbestemmelsesret havde jeg bedt vedkommende om at stoppe med at læse science fiction inspireret af Nordkorea eller sagt at vedkommende havde drukket alt for mange bobler…..

…… men nu er bobler så ikke længere noget vi bare drikker – vi lever faktisk i dem og jeg skal forsøge at indfange det positive i den forandrede hverdag.

Det er nok mindre interessant med det umiddelbart målelige og tydelige: jeg har fået en hverdag, hvor antallet af indbrud er mindre, den generelle hygiejne er højnet med sprit og afstand, forurening fra produktions- og transportsektoren er faldet og flere andre gode, positive tendenser

Det kunne måske være mere interessante er at se på forestillingen om ”det gode liv”

På kort formel er jeg ikke i tvivl: Corona fik stukket en kæp i mit accelererende hamsterhjul! 

I et tilbageblik ser jeg nok mig selv higende efter stadig nye oplevelser, flere rejser, flere aktiviteter med kammerater, fester, flere kulturelle tilbud, ikke gå glip af noget…… 

den fyldte kalender og kontrol over situationen var mit succeskriterie – selvom jeg  samtidig oplevede at have mindre og mindre tid!

Det billede har coronakrisen klart forstyrret!

Mit livtempo har fået tempoet trukket ud, min kontrol er blevet et kontroltab, mit netværk ekspederet ind i det digitale univers og mine rejser parkeret som planlægning.

MEN: nogle gange skal man jo faktisk ned i gear for at komme op i fart.

Først og fremmest er der kommet en positiv prioritering af familielivet og aktiviteter vi er sammen om: ture i naturen, spil, film, samtale, måltider der ikke bare er affodring,….

Jeg har også især i denne runde med nedlukning fået meget mere ro og tid til refleksion ikke bare når der er dømt ”egen kvalitetstid” afsat i kalenderen. Der er også kommet en herlig glæde over det uventede, overraskende og ukontrollerede, der før måske nærmere blev oplevet som irritationsmomenter. Nu er det velkommen  

Det er ikke kun det Dan Tyrell´ske ”jeg holder af hverdagen, jeg holder stinkende meget af hverdagen” – det er noget andet og mere. Der er på en underfundig måde kommet mere liv, der kan mærkes, i situationer, der tidligere paradoksalt nok blev oplevet ”ligegyldige”.

Det har så været svært for mig at begrænse samvær og oplevelser med kammerater og gode venner – men nok positivt for mig selv at tydeliggøre prioriteringer i valg og fravalg.

Positivt er også oplevelsen af styrken ved frivillighed. Hvis vi vil have et samfund med vægt på lokal forankring, sammenhængskraft, og social forandring i praksis, så er det frivillige, der skal ind at løfte opgaven. Og præcist i forbindelse med coronakrisen har frivillighed vist sin styrke. Sin styrke til at understøtte og nytænke. I Senior Erhverv Kronjylland for eksempel med gode tema-traveture og online-håndtryk møder med virtuel fredagsbrunch. Eksemplerne på frivilligområdet er utallige.

Boblerne brister.

Vi skal igen afsøge om frihed er det bedste guld.

Jeg tror ikke nogen med bestemthed kan sige, hvad vi vender tilbage til – vil vi gennemgribende ændre vores adfærd med ny forståelse af ”det gode liv”  – vil vi måske blot justere lidt – eller springer vi igen ind i det accelererende hamsterhjul for at genvinde oplevelsen af udvikling, vækst og kontrol. 

Men jeg kan med bestemthed sige, at jeg selv vil gøre alt for at fastholde, at jeg altid vil have flere drømme end minder.

Flere drømme om at realisere et nyt hverdagsliv.  Ikke blot minder om det positive, der også var i en særlig afgrænset tid under et tvunget ophold i en konstrueret boble. 

Og jeg er overbevist om, at netop frivilligheden vil udvikle, understøtte og konkretisere mange af de drømme hverdagslivet under coronakrisen har skabt hos rigtig mange om nærvær, fælleskaber i nye rammer og på nye vilkår, og ønskerne om at vi i vores hverdagspraksis kommer tættere på det gode liv, vi drømmer om at leve.

– Leif Fris Petersen // Medlem af Frivilligværkets Bestyrelse

Foto: Leif og Frivilligværkets mobile frivilligcenter, Frivilligmobilen. 

  

Tanker i en Coronatid (10) – Anne-Mette

Ro og rastløshed på hjemmekontoret

I Birgittes indlæg spurgte hun mig, hvad jeg har lært om mig selv det sidste års tid. Umiddelbart er mit svar, at ro er ok – Ro på hverdagen, ro på familielivet. Mere ro i morgenrutinen og ulvetimen.

Mine unger går i vuggestue og børnehave (= ingen hjemmeskole) og min kæreste og jeg har arbejdet hjemmefra af flere omgange – denne gang siden november – og den tid vi sparer på transport til jobbet, omsættes direkte til overskud på forældrekontoen.

Samtidig har jeg også lært, at jeg ikke egner mig til fast hjemmearbejdsplads. At man kan gøre det en gang imellem er fantastisk, men rastløsheden i ikke at omgås mine kollegaer og de mange skønne foreninger, frivillige og samarbejdspartnere, som Frivilligværket omgives af, er for stor, når hjemmekontoret er åbent hver dag.

Jeg har også lært, at jeg er privilegeret – fordi jeg KAN arbejde hjemmefra, fordi jeg ikke skal hjemmeundervise og fordi jeg har en lille familieboble, jeg kan finde nærvær hos i en digital tid.

Vores kalender har altid været fyldt, så vores aftener, weekender og ferier har været noget anderledes end de plejer siden coronakrisen ramte. Selvom jeg glæder mig til kalenderen er knap så tom, så jeg ved også at den ro min lille familie oplever lige nu er guld værd, og jeg vil huske at nyde den, så længe den varer.

Og med dette in mente, vil jeg sende stafetten videre med spørgsmålet, ”Hvad ser du som det positive i den forandrede hverdag under coronakrisen?”

 

Kh

Anne-Mette

 

P.S.

En kæmpe applaus til sygehus- og plejepersonale, pædagoger, butiksansatte, buschauffører, og alle de andre der går på arbejde i denne usikre tid.

 

 (Foto: privat, Anne-Mette) En rolig stund med de mindste.

Tanker i en Coronatid (9) – Birgitte

… i sidste blogindlæg spurgte Louise mig, hvad jeg savner allermest lige nu.

Svaret behøver jeg ikke tænke længe over. Det jeg savner allermest lige nu, er mine kolleger! Nøj, hvor jeg savner mine kolleger. Jeg savner både den faglige sparring, men jeg savner også de gode grin, hyggesnakken og de sjove bemærkninger, der flyver gennem kontoret.  Jovist, vi holder da online møder og bruger messenger – men det er bare ikke det samme. De digitale medier er geniale, men de kan ikke erstatte dét at være tilstede i samme tid og rum.

Selvfølgelig arbejder vi stadig sammen – hver for sig. Og hjemmekontoret har da også sine fordele. Hunden under skrivebordet, frokost pause i sofaen, afslappet påklædning (i hvert fald på den del af kroppen, der ikke kan ses online). Men jeg savner stadig mine kolleger. Jeg savner, at vi kan råbe “hurra” og fejre en succes. Jeg savner, at vi kan råbe “for h*lvede”, hvis tingene kikser. Jeg savner mine kollegers opbakning – og jeg savner at kunne bakke dem op. LIVE! I LEVENDE LIVE!

Men vi er her stadig – vi arbejder sammen (hver for sig), og hjælper vores medlemsforeninger så godt vi kan – på afstand. Vi gør det så godt, vi kan, i denne uvante situation. For selvom det snart har stået på et år, er det jo stadig uvant. Vi er ikke vant til at nøjes, længes og undvære hinanden så længe. Det er ukendt farvand for os alle – og vi sejler uden kompas.

… men det er ofte i sådanne situationer, man lærer noget nyt om sig selv. Så med spørgsmålet “Hvad har du lært om dig selv det sidste års tid?” … giver jeg stafetten videre til Anne-Mette.

 

Pas på jer selv – og husk det bliver godt igen.

 

Kh

Birgitte

 

PS: Dette blogindlæg er skrevet af egen fri vilje og uden trusler fra cheften. 😉

 

 

 

 

Tanker i en Coronatid (8) – Louise

Vi er her stadig…

Midt i coronaboblen. Jeg har, måske som så mange andre, gået de sidste måneder og tænkt, at i næste uge ser det bedre ud. Det gjorde det bare ikke lige. Det er så underligt for på den ene side synes jeg, at tiden går så uendelig langsomt, når verden er gået i stå og landet er mere eller mindre lukket ned.

Men på den anden side så kan jeg næsten ikke fatte at det allerede er 10 måneder siden, at coronaen for alvor ramte vores land. Der er sket en masse. Måske ikke lige alt det vi havde forestillet os, der skulle ske, men i hvert fald en masse. Det er også forskelligt, hvordan vi hver især reagerer på de omstændigheder vi nu er fanget i. Nogle bliver kreative, nogle bliver kede af det og ensomme og andre igen nyder, at der nu pludselig er tid til fordybelse og til at tage sig af sig selv.

Uanset hvordan man kommer igennem dagene, så tror jeg at vi alle lider en eller anden form for afsavn. For mig er der flere ting, der gør sig gældende. Jeg savner virkelig at spise ude. Jeg savner også fester. Det er lidt underligt, for det er jo ikke sådan, at mit liv bare har været fuld af fest lige indtil coronaen, så måske det egentlig bare er fordi vi ikke må, at jeg savner det? Jeg savner også at gå en tur gennem byen, ose lidt, måske shoppe, og opleve stemningen når der er folk på gaden. I går sendte Birgitte, Anne-Mette og jeg, et billede, der var taget kl 15 i midtbyen. Der var helt tomt og trist. Det er fandme træls at være vidne til. Men nu kommer foråret og med den følger varmen og solen, og vupti lige om lidt er det sommer og coronaen er væk og vi kan igen gøre som vi plejer. Det glæder jeg mig til.

Med dette vil jeg sende stafetten videre til dig Birgitte… Hvad savner du allermest lige nu?

Kh

Louise

Corona-Randers kl. 15.00 en tilfældig tirsdag i januar 2021.