Tanker i en Coronatid (6) – Lego, leverpostej og stejle læringskurver på hjemmekontoret | Frivilligcenter

For fem uger siden blev Danmark lukket ned, og mit hjem blev omdannet til hjemmekontor, børnehave og vuggestue i en kaotisk og hyggelig pærevælling.

Min kæreste, min dreng på 4,5 år, min datter på 1 år og jeg selv blev ramt af en ny hverdag. Alle bolde skulle kastes op i luften og gribes igen.

Børnehavebarnet har virkelig nydt ikke at skulle ud af døren om morgenen.

Han har rendt rundt i underbukser indtil midt på dagen og bygget ildspyende biler af legoklodser.
Han har næsten hoppet hul i vores havetrampolin.
Han har fået lov til at binge tegnefilm på Netflix som aldrig før.

Dog kan han ikke forstå, at vi ikke skal have gæster eller på besøg hos folk, som vi ellers så ofte gør. Vi har fortalt ham, at alle skal blive hjemme, fordi der er en ekstra slem forkølelse på spil. Heldigvis har han ikke stillet de store opklarende spørgsmål.

Min datter nåede at gå i vuggestue i to måneder før institutionerne lukkede, og for hende har disse uger været ekstra barsel, som hun har nydt i fulde drag. Hun har turbokravlet og udforsket alle hjørner i vores hjem, med pludren på højeste volumen.

Denne tid har på mange måder været en kæmpe gave. I en normal hverdag ser vi kun ungerne i et par timer om morgenen og tre, fire stykker om eftermiddagen inden de skal se dyner. En hel unik og enestående mulighed for at være sammen uden at skulle ud af døren og på arbejde, i børnehave, i vuggestue, til legeaftaler, familiefødselsdage og hvad har vi. Men for fanden, hvor har det også været hårdt!

Min kæreste og jeg har været på noget af en klatretur op ad en stejl læringskurve. Med tiden har vi finpudset vores evne til at passe vores arbejde og samtidig sørge for, at ungerne har kunnet opretholde en overskuelig og hyggelig hverdag. Nemt har det ikke været. Den dårlige samvittighed har luret, når vi ofte har været 50 % forældre og 50 % medarbejdere i stedet for at være fuldt fokuseret på en af delene. Heldigvis er vi begge velsignede med arbejdsgivere, der forstår vores udfordring og et hold bedsteforældre, der har givet ungerne luftforandring ved skov og strand.

Efter den første uge indførte vi morgensamling a la børnehaven, for ikke at smide alle de dagligdags rutiner ud af vinduet. Vi ville give vores dreng noget genkendelighed og en mulighed for at pejle sig ind på dagens program.

Hver morgen og formiddag har været afsat til leg og hygge, og når lillesøster sover middagslur har vi arbejdet igennem, mens børnehavebarnet har været tryllebundet af en skærm. Om eftermiddagen har vi været ude efterfulgt af arbejdstid på skift, og computeren er ofte blevet tændt igen efter puttetid.

Og…. Netop som vi havde vænnet os til den nye karantænehverdag, åbner samfundet så småt op for de små. Mine unger skal ud af døren, mens min kæreste og jeg fortsætter på hjemmekontoret. Jeg er spændt på, hvordan det bliver at være vuggestue- og børnehavebarn i disse restriktionstider med stort hygiejnefokus og kødannelse ved aflevering/afhentning i institutionens hoveddør. Jeg er dog ikke i tvivl om, at pædagogerne kommer til at gøre det super godt. De har min dybeste respekt.

Jeg glæder mig helt ustyrligt til foreningslivet og dermed Frivilligværket og Frivillighedens Hus kan åbne igen. Indtil da vil jeg nyde roen på hjemmearbejdspladsen.

Vi ses på den anden side

Anne-Mette // kommunikationsmedarbejder